Kongeriget Strathclyde
Kongeriget Strathclyde | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 400-tallet–ca. 1030 | |||||||||
 Kernen i Strathclyde er dalen omkring floden Clyde. De vigtigste steder, der forbindes med kongeriget, er vist, ligesom markeringen Clach nam Breatann (“Briternes Klippe”), som sandsynligvis markerer den nordlige udstrækning af riget i dets tidlige periode. Andre områder blev på forskellige tidspunkter føjet til eller fjernet fra kongeriget. | |||||||||
| Hovedstad | Dumbarton og Govan | ||||||||
| Religion | Kristendom (Romersk-katolsk), islam og jødedom. | ||||||||
| Regeringsform | Monarki | ||||||||
| Historie | |||||||||
• Etableret | 400-tallet | ||||||||
• Ophørt | ca. 1030 | ||||||||
| |||||||||
Strathclyde (walisisk: Ystrad Clud, “dalen ved Clyde”), også kendt som Cumbria,[1] var et brittonsk kongerige i det nordlige Storbritannien i middelalderen. Det omfattede dele af det nuværende sydlige Skotland og det nordvestlige England, et område som de walisiske stammer kaldte Yr Hen Ogledd (“Det gamle nord”). På sit største i 900-tallet strakte riget sig fra Loch Lomond til Eamont ved Penrith.[1] Strathclyde synes at være blevet indlemmet i det gælisktalende Kongeriget Alba i 100-tallet og blev derved en del af det fremvoksende Kongerige Skotland.
I sin tidlige periode blev det kaldt kongeriget Alt Clud, det brittonske navn på dets hovedstad, og kontrollerede området omkring Dumbarton Rock.[2] Dette kongerige opstod i Storbritanniens post-romerske periode og blev muligvis grundlagt af folket Damnonii. Efter plyndringen af Dumbarton af en vikingehær fra Dublin i 870, synes hovedstaden at være blevet flyttet til Govan, og riget blev herefter kendt som Strathclyde. Det udvidede sig sydpå til Cumbrian Mountains, ind i de tidligere områder, der tilhørte Rheged. De omkringboende angelsaksere kaldte dette udvidede kongerige Cumbraland.[1] Det vides ikke med sikkerhed, hvad indbyggerne selv kaldte deres rige, men det kan have været omtalt som “Cumbria.”[3]
Sproget i Strathclyde var kumbrisk, som var nært beslægtet med oldwalisisk. Dets indbyggere blev kaldt “cumbriere.” Der var senere en vis bosættelse af vikinger eller norrøne-gælere (se Skandinavisk Skotland), men i mindre grad end i det nærliggende Galloway. Et lille antal angliske stednavne vidner om nogen bosættelse af angelsaksere fra Northumbria. På grund af de mange sproglige skift i området er det uklart, om der fandt nogen egentlig gælisk bosættelse sted før 1000-tallet.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- Litteratur
- Alcock, Leslie, Kings and Warriors, Craftsmen and Priests in Northern Britain AD 550–850. Society of Antiquaries of Scotland, Edinburgh, 2003. ISBN 0-903903-24-5
- Barrell, A.D.M., Medieval Scotland. Cambridge University Press, Cambridge, 2000. ISBN 0-521-58602-X
- Clarkson, Tim (2014). Strathclyde and the Anglo-Saxons in the Viking Age. Edinburgh: John Donald, Birlinn Ltd. ISBN 978-1-906566-78-4.
- Davidson, Michael (2001). "The (Non) Submission of the Northern Kings in 920". I Higham, N. J.; Hill, D. H. (red.). Edward the Elder 899–924. Abingdon, Oxfordshire: Routledge. s. 200–11. ISBN 978-0-415-21497-1.
- Duncan, A.A.M., The Kingship of the Scots 842–1292: Succession and Independence. Edinburgh University Press, Edinburgh, 2002. ISBN 0-7486-1626-8
- Hanson, W.S., "Northern England and southern Scotland: Roman Occupation" in Michael Lynch (ed.), The Oxford Companion to Scottish History. Oxford UP, Oxford, 2001. ISBN 0-19-211696-7
- Keynes, Simon (2002). An Atlas of Attestations in Anglo-Saxon Charters, c.670–1066. Cambridge, UK: Dept. of Anglo-Saxon, Norse, and Celtic, University of Cambridge, UK. ISBN 978-0-9532697-6-1. Arkiveret fra originalen 29. juli 2022. Hentet 20. oktober 2025.
- Koch, John, "The Place of 'Y Gododdin' in the History of Scotland" in Ronald Black, William Gillies and Roibeard Ó Maolalaigh (eds) Celtic Connections. Proceedings of the 10th International Congress of Celtic Studies, Volume One. Tuckwell, East Linton, 1999. ISBN 1-898410-77-1
- Smyth, Alfred P (1984). Warlords and Holy Men: Scotland AD 80–1000. Edward Arnold. ISBN 978-0-7131-6305-6.
- Stenton, Frank (1971). Anglo-Saxon England (3rd udgave). Oxford University Press. ISBN 978-0-19-280139-5.