Minister

For alternative betydninger, se Minister (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Minister)

En minister (af latin minister, 'tjener' eller 'undergiven') er betegnelsen for et medlem af en regering. En minister har normalt et politisk ansvarsområde, et såkaldt ressortområde, og deltager i regeringens ledelse og beslutninger. I mange lande er ministeren politisk leder af et ministerium, men antallet af ministre og forholdet mellem ministre og ministerier varierer mellem lande og regeringssystemer.^[1]

Betegnelsen blev historisk anvendt om embedsmænd i en fyrstes tjeneste, men betegner i moderne politisk sprog især regeringsmedlemmer. Ordet anvendes også i en anden betydning som titel for visse diplomater, herunder gesandter, jf. minister (diplomati).^[2]

En ministers opgaver afhænger af landets forfatning, regeringens arbejdsform og ministerens ressort. Typiske opgaver er at fastlægge politiske mål, fremsætte eller forberede lovforslag, føre regeringens politik ud i livet og deltage i regeringens fælles beslutninger. Ministrene står desuden til ansvar over for de institutioner, der efter forfatningen fører kontrol med regeringen.^[1]

En minister kan være ansvarlig for et omfattende forvaltningsområde med et departement og flere styrelser. Andre ministre kan have afgrænsede opgaver uden at lede et selvstændigt ministerium. At være minister og at være chef for en bestemt administrativ organisation er derfor ikke helt det samme.

I parlamentariske systemer afhænger regeringens mulighed for at fortsætte af dens forhold til parlamentet. De nærmere regler for udnævnelse, afskedigelse og mistillidsvotum varierer mellem landene. I præsidentielle systemer udpeges ministrene eller de tilsvarende regeringsmedlemmer typisk som led i præsidentens udøvende magt, eventuelt efter godkendelse fra parlamentet.

I Danmark bestemmer grundlovens § 14, at regenten udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre samt fastsætter fordelingen af forretningerne mellem dem. Efter parlamentarisk praksis sker udnævnelse og afskedigelse af de øvrige ministre efter statsministerens indstilling. En minister behøver ikke at være medlem af Folketinget. Kongens underskrift på love og regeringsbeslutninger skal efter samme bestemmelse ledsages af en eller flere ministres underskrifter, og de medunderskrivende ministre har ansvaret for beslutningerne.^[3]

Ministre kan betegnes efter deres funktion, eksempelvis statsminister, udenrigsminister, finansminister eller forsvarsminister. En ressortminister har ansvar for et bestemt sagsområde, mens en minister uden portefølje ikke leder et selvstændigt ministerium. I nogle lande findes desuden viceministre, juniorministre eller statssekretærer med opgaver under en anden ministers overordnede ledelse. I Storbritannien skelnes blandt andet mellem ministre i kabinettet, ministers of state og parliamentary under-secretaries of state; betegnelserne og kompetencerne er ikke direkte sammenlignelige med danske ministerposter.^[4]

Uddybende artikel: Ministeransvarlighed

Der sondres mellem politisk ansvar og retligt ministeransvar. Det politiske ansvar vedrører blandt andet forholdet mellem ministeren og parlamentet. Det retlige ansvar vedrører tilsidesættelse af reglerne for ministerens embedsførelse.

I Danmark følger ministrenes ansvar af grundlovens §§ 13–16 og ministeransvarlighedsloven. Efter § 15, stk. 1, kan en minister ikke forblive i embedet, hvis Folketinget udtaler sin mistillid til den pågældende minister. Udtaler Folketinget derimod mistillid til statsministeren, skal statsministeren efter § 15, stk. 2, begære regeringens afsked, medmindre der udskrives nyvalg. En regering, der har modtaget et mistillidsvotum eller har begæret sin afsked, fungerer med begrænsede beføjelser, indtil en ny regering er udnævnt.^[5] Efter § 16 kan ministre tiltales for deres embedsførelse, og sagerne behandles af Rigsretten. En minister har også pligt til at give Folketinget korrekte og fyldestgørende oplysninger.^[6][7]

I parlamentariske systemer er ministrenes fortsættelse i embedet knyttet til regeringens parlamentariske grundlag. I et præsidentielt system kan den udøvende magts ledelse og ministrenes udnævnelse være organiseret anderledes. Ministertitler og administrative organisationer varierer ligeledes: Det, der i ét land kaldes et departement, kan i et andet land svare til et ministerium.

I Sverige udpeger statsministeren de øvrige ministre, og regeringen træffer som udgangspunkt sine formelle beslutninger kollektivt. Det adskiller sig fra den danske ordning, hvor en minister som hovedregel leder sit eget ressort.^[9] I Storbritannien deltager de øverste ministre i Cabinet, mens andre ministerposter er placeret på flere niveauer under dem. Britiske ministre udpeges formelt af monarken efter premierministerens indstilling og er som hovedregel medlemmer af Parlamentets to kamre.^[4]

• Adriansen, Inge (2003). Nationale symboler i det danske rige 1830–2000. Museum Tusculanums Forlag. ISBN 9788772897943.